Copenhagen
February 4 - 26, 2017
Home

Follow Frost Festival on social media:

Posted

Jobopslag: Vil du sammensætte musikprogrammet til Frost Festival?

Frost Festival søger en idérig, nysgerrig og målrettet person til at varetage programlægningen af det musikalske indhold på festivalerne i februar 2017 og 2018. I tæt samarbejde med det øvrige Team Frost skal du medvirke til konceptudvikling, planlægning og afvikling af festivalens arrangementer, der folder sig ud i krydsfeltet mellem musik, lyskunst og arkitektur. Som programansvarlig for musikken er din opgave at udvælge og indgå aftaler med de bands, der skal optræde i de skræddersyede koncertformater, hele Team Frost skaber i samarbejde med en lang række partnere.

Hvem er du?
– Du er udadvendt og imødekommende og foretrækker at skabe projekter i tæt samarbejde med andre.

–  Du er musikekspert og holder dig bredt orienteret om nye udgivelser, bands og strømninger i Danmark og internationalt.

– Du har dokumenteret erfaring med arbejde i musikbranchen og har et bredt netværk i kulturlivet.

– Du har erfaring med at planlægge, budgettere og gennemføre kulturelle arrangementer og er god til at forhandle og indgå aftaler.

– Du har en holdning til, hvad der gør København til en særlig by at bo i og interesserer dig for byens udvikling og arkitektur.

– Du kommunikerer præcist og sikkert på både dansk og engelsk.

Hvad skal du lave?

– Du udvælger de bands, du mener vil passe allerbedst til festivalens koncertkoncepter i samarbejde med det øvrige Team Frost.

– Du forhandler vilkår og indgår aftaler med artisterne og/eller deres agenturer.

– Du medvirker til den overordnede konceptualisering og udvikling af festivalens indhold.

– Du medvirker til at vedligeholde og udvide festivalens danske og internationale relationer på tværs af kulturlivet.

Vi tilbyder en inspirerende hverdag på vores kontor i Musikkens Hus (VEGA) på Vesterbro. Holdet bag Frost består af engagerede folk, der ligesom dig kan sætte hak ved de fleste af punkterne ovenfor og som med hver deres faglighed og spidskompetencer lægger hjerteblod i at skabe øjeblikke, der fryser sig fast i vintermørket.

Stillingen er deltid og er tidsbegrænset frem til marts 2018 med mulighed for forlængelse. Arbejdsopgaverne er normeret til gennemsnitligt 15 timer om ugen, men du skal være indstillet på, at timefordelingen vil være fleksibel hen over året med peak-periode i august, september og oktober. Løn efter kvalifikationer.

Ansøgning inkl. CV sendes til mikael@frostfestival.dk senest fredag den 6. maj 2016.
Samtaler gennemføres torsdag den 12. og fredag den 13. maj i København. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Har du spørgsmål, kan du kontakte festivaldirektør Mikael Pass – mikael@frostfestival.dk – 27125166

Om Frost Festival
Frost Festival er en vinterbegivenhed, der inviterer publikum til at deltage i skræddersyede koncertarrangementer i udvalgte bygninger og byrum på tværs af hovedstaden. Festivalen har eksisteret siden 2011 og præsenterer hvert år i februar omkring 20 arrangementer, der i form og indhold udforsker måden, vi som publikum oplever og deltager i rytmiske livekoncerter. Dette gør Frost ved at iscenesætte musikken og lade den gå i dialog med byens arkitektur og andre kunstneriske discipliner – særligt lyskunst. Festivalen er ejet af en erhvervsdrivende fond ved navn Kulturbegivenhedsfonden Odd Productions, der er stiftet af Koncertvirksomhedens fond (VEGA) og Fonden Roskilde Festival i fælleskab.

Main contributor:
Main sponsor:
Public funding:
Partners: