Copenhagen, February 1st - March 2nd, 2014Home

Follow Frost Festival on social media:

Posted

Pressemeddelelse: Stærke support-navne til FROST-programmet

Med tilføjelsen af syrepopperne i 4 Guys From The Future, den spritnye dansksprogede elektroniske duo Gabriel og den kompromisløse impro-gruppe Nikolas er bandlisten for FROST 2014 næsten komplet.

På FROST opfordrer vi altid publikum til at komme tidligt til vores arrangementer og opleve support-navnene. Vi har tidligere offentliggjort The New Spring som support for Moonface, Rumpistol varmer op for Indians, mens r’n’b-håbet Karl William optræder sammen med When Saints Go Machine til åbningsarrangementet i Danmarks Akvarium. Og nu føjer vi en trio af stærke support-navne til plakaten.

”Samtlige bands på FROST-plakaten er nøje udvalgte. Vi har altid gjort en stor dyd ud af at præsentere vores nye favoritter fra den hjemlige scene og matche dem med plakatens store navne. På denne måde er der også mange danske bands, der har spillet nogle af deres første koncerter på FROST – heriblandt Indians, CTM og Cancer. Med dagens pakke af support-navne synes jeg i den grad, at vi viderefører traditionen”, udtaler festivalleder Mikael Pass.

Fremtidspop fra dansk firkløver
Når FROST den 2. marts blænder op for afslutningskoncert med forrygende of Montreal, har vi sørget for et support-navn i særklasse i form af danske 4 Guys From The Future, hvis mildt hallucinerende syrepop befinder sig i samme bevidsthedsudvidende luftlag som den amerikanske gruppe. Hos den danske kvartet møder klassisk sangskrivning a la The Beatles krøllede kompositoriske ideer og moderne produktionstricks, ikke mindst på deres seneste glimrende album, ’Adagio’, fra sidste år. Og de bløde sæder i Bremen Teater tilbyder de perfekte rammer for en søndagskoncert, der forhåbentlig lukker FROST 2014 ned med behagelig, melodiøs bravur.

gabriel

Elektronisk håb varmer op for SOHN
Den 1. marts danner Pumpehuset ramme for en elektronisk koncertaften med fokus på fremtidens navne. Engelske SOHN er allerede offentliggjort, og samme aften kan man også opleve den danske duo Gabriel, bestående af sangskriver Søren Stenager og producer Asger Bruun Hansen, der få dage før koncerten udsender debutalbummet ’Rosensale’. I deres musikalske univers møder inderlige, sfæriske popsange progressive elektroniske produktioner med organiske elementer. Resultatet er et originalt bud på, hvordan moderne dansksproget pop kan lyde, og vi spår dem et stort 2014.

nikolas

Kompromisløse impro-toner
Der er lagt op til en aften i eksperimenternes tegn, når Lucky Dragons gæster Huset-KBH den 10. februar. Ikke alene er den amerikanske gruppe kendt for at involvere publikum ved at dele instrumenter ud til sine koncerter; til at få publikum i den rette stemning spreder danske Nikolas først på aftenen kompromisløse impro-toner. Gruppen udspringer af miljøet omkring det københavnske pladeselskab Escho, og medlemmerne slår sig også løs i bands som Thulebasen og KLoAK. Det bliver uforudsigeligt, elektronisk, kværnende, og hvem ved – måske ligefrem dansabelt!

Koncert- og billetinfo:

Lucky Dragons + Nikolas
Bastarden, Huset-KBH
10. februar
Koncert kl. 21, døre kl. 20
Pris: 80 kr. i forsalg / 100 kr. i døren
Køb billet HER

SOHN + Gabriel
Pumpehuset
1. marts
Koncert kl. 21, døre kl. 20
Pris: 165 kr. + gebyr
Køb billet HER

of Montreal + 4 Guys From The Future
Bremen Teater
2. marts
Døre kl. 19, koncert kl. 20
Pris: 180 kr. + gebyr
Køb billet HER

Main sponsor for FROST 2014:

Sponsors and partners: