
Siden dannelsen i slut-90’erne har Speaker Bite Me markeret sig som et af de mest kompromisløse og særegne rockbands herhjemme, ligesom gruppens medlemmer Martin Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen (under aliasset Jomi Massage) sideløbende har præsteret kunstnerisk givende solokarrierer. Støj- og artrock-koryfæer som Sonic Youth og tidlig PJ Harvey kan nævnes som musikalske ligesindede, vel at mærke i den forstand at Speaker Bite Me på samme måde stædigt har fastholdt deres egen personlige kunstneriske vision uden at skele til tidens skiftende trends. Derfor har derfor gruppen en særlig plads i vores hjerter her på FROST – og derfor er vi stolte over at kunne præsentere en helt særlig albumkoncert med gruppen. I Koncertkirken på Blågårds Plads vil den nemlig gå i kødet på deres hovedværk, den dunkle juvel ‘If Love Is Missing It Must Be Imposed’ fra 2000.
Om koncerten udtaler sanger og guitarist Signe Høirup Wille Jørgensen:
“If Love Is Missing It Must Be Imposed’ har vi altid kaldt vores mørke plade. Jeg husker, at to numre ligefrem ikke fik lov at komme med på den endelig trackliste, fordi de havde for positive anelser. Pladen var vores første omgang med ambitionen om at lave et dvælende værk, og det blev til i trygge omgivelser, alt imens vi var forfulgt af ubehagelige hændelser a la død og ødelæggelse. Vi er meget stolte af kompositionernes krævende karakter, og det er en plade, mange mennesker siden hen har kaldt vores ”hovedværk”.”

Som opvarmning for Speaker Bite Me har vi udvalgt Broken Twin. Bag navnet gemmer sig den yderst talentfulde Majke Voss Romme, der med sin skandinaviske melankoli og sfæriske melodier vækker minder om navne som Cat Power, Feist og Anthony and the Johnsons. I efteråret 2012 udsendte hun ep’en ‘Hold on to Nothing’ (mixet af Sleep Party People-bagmanden Brian Batz), som hun siden hen har turneret med i ind- og udland. I løbet af vinteren går hun igen i studiet for at indspille sit første fuldlængdealbum, der efter planen udkommer i foråret 2013. Hvorfor der uden tvivl bliver mulighed for at stifte bekendtskab med nye numre under hendes koncert på FROST.
Koncerten starter kl. 22, dørene åbner en time før.
Kombibilletter til de tre koncerter i Koncertkirken kan købes her: http://frostfestival.dk/2013/kombibilletter-i-salg-til-koncerterne-i-koncertkirken/
As support we have invited Broken Twin, a solo project from the gifted young singer and songwriter Majke Voss Romme whose spheric and beautifully melancholic melodies have already caught attention abroad.












