06. Dec. 2012 2048 dage siden
Jacob Bellens og Martin Ryum giver intime klaverkoncerter på FROST

FROST inviterer til eksklusive flygelkoncerter med to markante danske sangskrivere i et hemmeligt kælderlokale under klaverbutikken Copenhagen Piano. Samtidig tilføjes amerikanske Ducktails til programmet og byder med deres psykedeliske LA-sound på rigelige skud af solskinsvitaminer.

Malmfuld brummen i klaverbutikken

Som medlem af I Got You on Tape og Murder har Jacob Bellens med sin letgenkendelige blanding af malmfuld brummen og varm og barket croon for længst slået sit navn fast som en af dansk rocks mest markante stemmer. På sin solodebut, ’The Daisy Age’, der udkom i sidste uge, understreger han sin status som en begavet sangskriver og tekstforfatter med en helt særlig, personlig og intim tone. Derfor er det en sand fornøjelse, at vi nu kan føje ham til programmet for FROST 2013 med en solokoncert i helt særlige rammer hos den velestimerede klaverbutik Copenhagen Piano i Bredgade. Her kan en lille, heldig publikumsskare opleve Bellens slå sig løs på et af butikkens topklasse flygler i et hemmeligt kælderlokale.

Som support for Jacob Bellens har vi hyret Schultz and Forever, det yderst lovende soveværelsesprojekt fra den blot 18-årige sangsmed Jonathan Schultz. Med sin imponerende stilsikre sammensmedning af folk og indierock, der vækker minder om navne som Fleet Foxes, Bon Iver og The Tallest Man on Earth, er han en mand for fremtiden, som, vi tror på, kommer til at sætte sit solide præg på fremtidens danske musikscene.

Musikalske fortolkninger af kanoniseret digter

Efter at have slået sit navn fast som medlem af de formidable støjrockgrupper Murmur og Speaker Bite Me og som kritikerrost, dansksproget solokunstner op gennem 90’erne og 00’erne har Martin Ryum de seneste år ført en tilbagetrukket musikalsk tilværelse – men nu rører han heldigvis på sig igen! Den kanoniserede digter Inger Christensens samlede værker har de sidste år haft fast plads i nodestativet på hans flygel, og gennem improvisationer har han sat musik og melodi til lyrikken. Det er blevet til en håndfuld sange, der fremstår nøgne, ærlige og insisterende på poesiens plads i musikken. Koncerten hos Copenhagen Piano er en uropførelse af de nye numre, og med sig bringer han Maria Laurette Friis (Tys Tys) og Signe Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage, Speaker Bite Me) på kor, mens forfatteren Dy Plambeck indleder koncerten med et live forord.

Solbeskinnede toner fra Real Estate-sideprojekt

Samtidig er vi glade for at føje et nyt internationalt navn til programmet i form af amerikanske Ducktails. Bag det Disneyinspirerede alias gemmer sig guitaristen Matt Mondanile, der til dagligt slår sin folder i det fabelagtige sunshinepop-band Real Estate. I sideprojektet arbejder han også med et tilbagelænet, varmt og solbeskinnet udtryk, der sender venlige hilsner til både Ariel Pink, The Sea and Cake – og ja, Real Estate. Den 29. januar udsender Ducktails nyt album, ’The Flower Lane’, der udkommer via det stilskabende indie-label Domino Records. Her er stilen mere bandbaseret og studieproduceret end på de tidligere, mere lo-fi-prægede album, men fortsat med Mondaniles sofistikerede og iørefaldende sangskrivning som naturligt centrum. Forvent en D-vitaminrig musikalsk indsprøjtning til dit kolde februarlegeme!

Før Ducktails vil danske Lars and the Hands of Light, centreret omkring sanger og sangskriver Lars Vognstrup, varme publikum op med deres dynamiske, 60’er-poppede tunes, fyldt med musikhistoriske feinschmecker-referencer. Bandet barsler med et nyt album i starten af 2013, og derfor vil der denne aften være masser af nye numre på programmet.

English
Apart from being guitarist in awesome American group Real Estate; Matt Mondanile is the man behind Ducktails. Both groups play warm, laidback and sunny indierock that pays homage to bands such as Ariel Pink, Wild Nothing and The Sea and Cake. Mondanile’s next album, ‘The Flower Lane’, is due to release in late January 2013 so the concert on FROST is one of the first chances to hear the new songs live.

Lars and the Hands of Light – fronted by singer and songwriter Lars Vognstrup – plays irresistible pop songs with a 60’s pop feel and hooks that sticks to your brain like chewing gum. They have a new record ready for release in early 2013, so expect lots of new songs.
Kommentar