14. Feb. 2013 2047 dage siden
Interview: Martin Ryum – »Inger Christensens ord er alment vedkommende«

Martin Ryum har en særlig plads på FROST 2013, hvor han både optræder med Speaker Bite Me og solo med nye sange baseret på digteren Inger Christensens kanoniserede digte. Her fortæller han om den årelange og slidsomme proces med projektet og om forventningerne til for første gang at skulle præsentere de nye numre for offentligheden.

Læs om Martin Ryums koncert HER og køb billet HER.

Hvad er dit personlige forhold til Inger Christensens poesi?
»Jeg kan ikke huske præcist, hvornår jeg stiftede bekendtskab med Inger Christensen og hendes lyrik. Jeg tror, det var hendes digtsamling ’Alfabet’, der fik skovlen under mig. Det, jeg forelskede mig i her, var hendes repetition af ordet ’findes’. Overvej også lige, hvor helt absurd simpelt, men uovertruffen magisk det er at starte en digtsamling med dette lille digt:
»abrikostræerne findes, abrikostræerne findes«
For mig er det den vildeste besværgelse af livet og menneskets eksistens. Jeg fik straks en stærk følelse af selv at findes og være til. Jeg er her satanædemig også!
Hendes digtsamling ’Det’ var det værk, der overrumplede mig. Jeg er klart en sucker for gentagelser, forskydninger, minimalisme – det repetative, det monotone. Det har også været en stor del af det kompositionsunivers, mit band Speaker Bite Me har eksperimenteret med. Inger Christensens digte har rytme, og hun havde en særlig messende, rytmisk måde at læse højt på. I hendes tidlige år gjorde hun sig bemærket ved sin nærmest syngende oplæsningsstil.«

Hvordan opstod ideen til at tonesætte hendes digte?
»Hun er en del af min poetiske rygrad. Når man interesserer sig for ord, og når man selv skriver tekster på dansk, så har man sine guder, der altid kan hive en tilbage ind i en lyrisk følsomhed. Det er blevet nærmest rituelt for mig at læse Inger Christensens digte – altid i stor forhåbning om selv at kunne formulere noget vedkommende på skrift.
Sagen er bare den, at jeg ikke har kunnet skrive en ærlig tekst i snart mange år. Jeg har fået børn og arbejdet som en sindssyg i folkeskolen, så mit personlige frirum til at udtrykke mig har været stærkt indskrænket. Efter lang tids kamp og megen frustration erkendte jeg så, at jeg havde brug for at gå uden om produktionen af egne tekster, hvilket kastede mig direkte i armene på mit store forbillede. Først tænkte jeg: »Gud, det kan jeg simpelthen ikke lykkes med, de tekster er jo alt for svære at lave sange over.« Jeg er meget begejstret for hendes systemiske og temmelig lange digte, og de stod som en fuldstændig uoverskuelig kolos af værker, der var fantastiske at læse, men som var alt for lange og monotone i alle deres mange forskydninger til at kunne synges. Hvis jeg ville lave et eller andet avantgarde-projekt med en masse cut-up-musik og noget nærmest rappende vokalarbejde, så kunne jeg måske godt have gjort det, men det var jeg ikke interesseret i.
Jeg ville arbejde med et mere romantisk og intimt udtryk, og derfor blev det meget digte fra Inger Christensens to første digtsamlinger ’Lys’ og ’Græs’ fra starten af 60’erne, der dannede grundlag for mit arbejde. Senere måtte jeg jo selvfølgelig udfordre mig selv med et af de længere digte, så derfor har jeg også arbejdet med et nummer på godt 14 minutter, der nærmest fungerer som et værk bestående af fire satser. Ikke at det er klassisk musik, men mere i den gamle rocksymfoniske forstand fra 70’erne, hvor sange godt måtte bestå af flere forskellige stykker og udvikle sig og bygge sig op. Det har været noget af en udfordring at lave en sang ud af ’alfabeterne’, skal jeg hilse at sige.«

Hvordan vil du karakterisere de nye numre?
»De tager udgangspunkt i min følelsesmæssige forståelse af digtenes univers. Jeg har læst digtene, improviseret klavermusik over ordene, og hvis der opstod en umiddelbar form og sammenhæng mellem tekst og musik, så arbejdede jeg videre til det blev en sang.
Sangene er romantiske i den klassiske forstand. Det er følelserne, der dyrkes, og sangene er blevet til i et intimt og nøgent rum. Det er musikken og ordene, der skal gøre det største arbejde, så som sanger skal jeg ikke kamme for meget over i mit udtryk, hellere holde lidt igen, så ordene får hovedrollen. Sangene er skrevet på klaver, men indspilningen af dem bliver bredt ud med band. Jeg vil sikkert holde fast i noget af det nøgne udtryk. Muligvis kunne jeg overveje at udgive flere versioner af sangene.«

Har du haft nogen musikalske pejlemærker i arbejdet med de nye numre?
»Jeg er ikke optaget af andres musik, når jeg selv går i arbejdsmode. Når først jeg kommer i gang, bliver jeg temmelig selvoptaget. Jeg tror, pejlemærket for mig er det alene-rum, jeg får etableret. Det er egentlig sjovt, at jeg kalder det en form for selvoptagethed. I virkeligheden skaber jeg et rum, hvor jeg glemmer mig selv og fortaber mig i musik. Det er meget befriende. Det handler om eftertænksomhed, inderlighed og ro. Pauser i musik og lyd er vigtige kompositionsredskaber. Jeg elsker at lade toner hænge. Processen har lige så meget været en form for healing for mig selv. Jeg har haft brug for at lukke mig inde. Og nu inviteres I alle indenfor igen. Værsågod – nu må I kigge med! Inger Christensens ord er alment vedkommende.«

Du tager et par hjælpere med til debutkoncerten på FROST. Kan du præsentere livesetuppet nærmere for de uindviede?
»Signe (Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage, Speaker Bite Me), red.) har jeg arbejdet sammen med i snart 20 år. Vi kender hinanden helt ind i de musiske kringelkroge, og vi synger nærmest intuitivt sammen. Hun er den største og vigtigste ven for mig i musikken, og jeg ville ikke have taget hul på dette projekt, hvis ikke hun havde pustet kraftigt til ilden. Maria (Laurette Friis (Tys Tys), red.) er jeg sangmæssigt en enormt stor fan af. Hendes stemme og hendes udtryk er dybt fascinerende – og jeg har længe gerne ville arbejde med flere vokaler, så det var nu. Og jeg føler mig enormt heldig, at begge de dejlige kvinder har sagt ja til at være med. De arbejder begge virkelig kreativt med deres vokaler, og de har arbejdet sammen før, hvilket er en gave for mig.
Vi skal synge unisont og flerstemmigt, og de skal bakke mig op med nogle korstemmer, der får musikken til at løfte sig højt til vejrs. De kunne også godt finde på at bruge deres stemmer mere som et instrument i kraftigt samarbejde med alskens pedaler og effekter. Jeg vil spille flygel og synge. Maria og Signe vil synge kor og muligvis spille minimale instrumenteringer.
Aftenen indledes af dejlige Dy Plambeck, der vil læse op af udvalgte Inger Christensen-digte og give et liveforord. Jeg er glad for, at hun vil være med.«

Er det planen, at de nye numre skal udgives?
»Det er absolut planen at arbejde hen imod en udgivelse – gerne i 2013, hvis jeg når det. Jeg er ved at genetablere mine gamle kontakter i musikken, og mulighederne viser sig. Jeg har søgt penge til at færdiggøre projektet og indspille. Nu er første skridt at afprøve det på et publikum. Jeg er utrolig glad for at have fået koncerten på FROST. Det er skønne rammer for en uropførelse. Til ære for Inger.«

 

Kommentar