25. Feb. 2013 2036 dage siden
Interview: Mariam The Believer – »unikke locations skaber unikke oplevelser«

Mariam Wallentin har opnået anmelderros og kultfølge som stemmeurkraften i den svenske duo Wildvirds & Peacedrums. Nu prøver hun solovingerne af i projektet Mariam The Believer, der optræder i Koncertkirken på Nørrebro under FROST 2013. Og hun har stor erfaring med at optræde på alternative locations – fra slotte og stalde til bjerge og både.

Læs mere om åbningskoncerten HER og køb din billet HER.

Hvad er det mest usædvanlige sted, du har givet koncert?
»I en stald, på en lille scene omgivet af vand, i en kælder, der var som et dybt hul, hvor publikum kiggede ned på os fra jordoverfladen, på et bjerg, på et tag, på forskellige slotte, på en mark, på en båd, på et tog. Jeg tror, at alle steder, der ikke er regulære spillesteder, kan være usædvanlige at optræde på, og at det ofte gør båndet mellem musiker og publikum tættere; det, at man oplever noget særligt sammen, skærper sanserne.«

Hvordan var det?
»Nogen gange meget slemt og med en underlig fornemmelse, usikkerhed på en ikke særlig rar måde, og nogen gange som om, vi ikke passede ind. Men det fleste gange har det været fedt. Jeg kan godt lide følelsen af, at alt kan ske og er ok. Og jeg kan lide at tage chancer. Det har jeg brug for.«

Har du før spillet i en kirke?
»Ja, ret ofte og jeg elsker det (jeg kender ikke nogen, der ikke elsker det). Jeg sang i kirkekor, da jeg var barn, og stemningen, lyden, ekkoet og den måde, lyden bliver båret rundt, har formet mig meget. Jeg har også optaget i kirker et par gange. Den eneste måde, det kan gå galt på, er, hvis du spiller for højt og for meget på samme tid, man bliver nødt til at stole på hinanden og på, at rummet vil give din lyd luft under vingerne.«

Hvad er dine forventninger til koncerten i Koncertkirken?
»Jeg forsøger at have så få forventninger som muligt, for selv om det føles fantastisk, kan dine forventninger på en måde stå i vejen. Og jeg har allerede høje forventninger og krav til mig selv, så det er rigeligt. Men jeg håber på god stemning og et sødt publikum til en start.«

Hvad kan publikum forvente af dit show på FROST – også i forhold til en koncert med Wildbirds & Peacedrums?
»Forhåbentlig hører de noget andet i musikken end i Wildbirds & Peacedrums’ musik, det er jo hele pointen med at starte et nyt projekt. Mariam The Believer viser en anden side af mig, der består af flere organer, ørkenen, håb, adskillelse, kroppen, himlen, Orienten.«

Hvad er dit indtryk af FROST og det bagvedliggende koncept?
»Unikke locations skaber mere rum for unikke oplevelser. Det virker som et godt koncept for festivalen, og at sprede musikken og koncerterne rundt omkring i byen er super fedt. Jeg krydser fingre for et fantastisk år for jeres festival, og jeg er meget glad for at være en lillebitte del af den.«

Kommentar