
Dagen efter at have spillet i Store VEGA skifter Efterklang fuldstændig scene, når de tre medlemmer rykker deres udstyr ud til DieselHouse i Sydhavnen for at give deres første koncert nogensinde som trio under overskriften “Efterklang – fra Svalbard til Sydhavnen”. Her deler de rum med en 14 ton tung, gigantisk dieselmotor, som igennem en årrække var verdens største, og som denne aften vil udgøre scenen for bandet. Koncerten viser Efterklang fra deres mere elektroniske side og binder samtidig en smuk sløjfe tilbage til Efterklangs ekspedition til den nedlagte russiske mineby på Svalbard, hvor de blandt andet har optaget lyde i et nedlagt kraftværk. Bandet komponerer nye sange til lejligheden kombineret med out-takes fra deres ’Piramida’-sessions.

Aftenen byder også på en sjælden koncert med kunstnerkollektivet We Like We, centreret omkring søstrene Katinka Fogh Vindelev (operasangerinde og fast medlem af Efterklangs liveband) og Kirstine Fogh Vindelev (lydkunster og elektronisk musiker). Sammen med en violinist og cellist bestiger de dieselmotoren inden Efterklang og opfører et værk, der fortolker et udvalg af Efterklangs tekster og udforsker krydsfeltet mellem klassisk og elektronisk musik.
Hele aftenen vil eksklusivt slutte af med et stort dieselbrag af de helt særlige…
Koncerten starter kl. 20.30, dørene åbner en time før.












